Cutting through..., 26/11-2017

Master of Wine Nicolas Bayle eller:
cutting through the tremendous amounts of BS

En gang i forrige årtusinde arbejdede jeg i en vinhandel midt i Paris, dvs. lige ved siden af Pompidou-centeret. Forretningen var ejet af Master of Wine Nicolas Bayle. Nicolas havde i sin tid ejet Odd Bins, den store kæde af vinforretninger i England, og han havde også fire forretninger af kæden i Paris. På et tidspunkt solgte han kæden til et eller andet multinationalt selskab (Seagrams nærmere betegnet), og så blev han tvunget til at omdøbe forretningerne i Paris, som han beholdte. Han kaldte dem Nectar. Det var i den ene af de fire, jeg arbejdede.

Hans princip var at have lave priser og sælge mange enheder. Og det var jo ganske naturligt, når man har en placering, hvor der kommer mange mennesker. Men det betød også, at personalet måtte slide og slæbe. Hvis der skulle mange varer ud af forretningen, måtte der jo også slæbes mange varer ind i forretningen. Samtidig var arbejdsugen mandag til lørdag, kl. 10-20 hver dag. Så der blev puklet!
Nedenunder kan du se et billede af forretningen udefra:
Nicolas var dog ikke en type, der bekymrede sig så meget om sine medarbejderes ve og vel. De har vel sygesikring var hans kommentar. Det håber jeg sandelig min efterfølger havde. På det tidspunkt var Pompidou-centeret samlingssted for alle mulige mere eller mindre hjemløse personager, og de kunne godt lide at indtage alle mulige slags piller, som de skyllede ned med stærk øl. Øllen købte de i Nectar eller forsøgte at stjæle. Så vi skulle holde godt øje med varerne. Det gjorde min efterfølger åbenbart så emsigt, at en af typerne blev irriteret og stak ham med en kniv. Han fik brug for sin sygesikring.

Nicolas' meget pragmatiske og ingen dikkedarer-agtige indstilling kom også til udtryk i den måde han arrangerede de regelmæssige vinsmagninger for personalet på. De foregik i bagbutikken på filialen på Boulevard Voltaire. Han stillede to træpaller på højkant, en tredje henover og et stykke pap ovenpå, det udgjorde bordet. Så stod der 20 flasker vin hver med et lille champagneglas med lav stilk foran. Altså ét glas pr. vin, der skulle smages. Alle drak af det samme glas, og der blev løbende fyldt op i glasset. Jeg har senere forsøgt at kopiere princippet i Danmark, men det er aldrig lykkedes mig at få nogen med på ideen.

Nedenunder kan du se et billede inde fra forretningen med mine to kollegaer Christophe og Michel:
Jeg lærte mange ting i butikken. Mindst én ting lærte jeg af Nicolas Bayle. En dag stod vi og snakkede sammen, og på et tidspunkt faldt snakken på nogle særligt gode flasker, som nærmest var gemt bort i det fjerneste hjørne af butikken. Jeg spurgte, om vi ikke skulle gøre noget mere for at sælge de skønne flasker. Han forklarede mig sin indstilling: De flasker er fantastiske og unikke, og hvis kunden vælger at gå herfra uden at købe nogen, er det hans tab. Læs: Hvis han er så dum, at han negligerer noget af det bedste vin kan tilbyde, så er det fandme hans problem, og det må han leve med. Iøvrigt så kan jeg jo bare drikke den herlige vin selv! Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forbavset over at høre den person, som jeg egentlig havde opfattet som lidt af en kræmmer, udvise en sådan indifferens over for et muligt salg. Men holdningen lejrede sig hurtigt i mig, så det er stadig min position i dag.

Så der er mange vine, som jeg opfatter som unikke mesterværker, og som burde være undervisningsmateriale for enhver vinelsker. Men hvis en person, der aspirerer til denne titel, ignorerer dem, ja så er det pinedød hans tab, og han må gå i graven som uoplyst amatør.

Bien à vous
Bjarne Jørgensen